Samatha meditation Mantra-meditation Recitation Metta meditation Åndedrætsmeditation

Åndedrætsmeditation

Åndedrætsmeditation er for mange mennesker indbegrebet af buddhistisk meditation. Det er ikke helt uden grund. Meditation med åndedrættet som meditationsobjekt kendes fra alle buddhistiske retninger, såvidt jeg er orienteret.

Åndedrætsmeditation kan enten bruges som samatha meditation eller som vipassana meditation. Her vil jeg beskrive hvordan jeg selv bruger åndedrætsmeditation som samatha meditation. Andetsteds på disse sider kan du læse om hvordan jeg bruger åndedrættet til buddhistisk vipassana meditation.

Jeg starter med at sætte mig på min pude og lade krop og sind falde lidt til ro. Når roen begynder at brede sig, melder åndedrættet sin ankomst. Jeg fokuserer mentalt på sansefornemmelsen der opstår lige der hvor luften først kommer ind i mig, når jeg ånder ind: de små fimrehår på indersiden af næseborene.

Jeg koncentrerer mig for at mærke hvordan luften føles lidt kold når jeg ånder ind og lidt varmere, når jeg ånder ud igen.

Fase 1 af meditationen

For hver udånding lader jeg min krop og mit sind falde dybere ned i afslapning. Jeg beroliger mit sind. For ikke at blive grebet af ligegyldige tankemønstre tæller jeg mine udåndinger. Når jeg kommer til 10, starter jeg forfra med 1. Hvis jeg bliver grebet af en tankerække og glemmer at tælle, starter jeg forfra med 1.

Fase 2 af meditationen

Når mit sind er faldet godt til ro og mine tanker er få og flygtige, går jeg videre til næste fase i min meditation. Istedet for at tælle, siger jeg stille "ind" for hver indånding og "ud" for hver udånding. Jeg siger det sagte til mig selv, inde i mit hoved.

I denne fase plejer der at ske een af to ting for mig. Enten skærpes min koncentration mærkbart eller mine tanker begynder gradvist at tage til igen indtil mit sind er ligeså larmende og uregerligt, som det er udenfor meditation.

Hvis mine tanker begynder at larme, vender jeg tilbage til fase 1 og begynder at tælle igen. Det fortsætter jeg med indtil tankerne er faldet til ro, så jeg kan prøve fase 2 igen. Hvis min koncentration derimod skærpes, begynder mit åndedræt at blive levende for mig.

Fase 3 af meditationen

Det lyder måske lidt underligt, men det er altså sådan det føles. Åndedrættet bliver tydeligt mere interessant og nærværende. Det kan tiltage i intensitet i takt med at sindet bliver stadigt mere stille. Der kan opstå en sitrende varme i kroppen og en lethed i sindet. Det føles som om ens krop hænger sammen på en helt anderledes måde end normalt.

Hvis det opstår er det bare at nyde det. Her plejer jeg at bevæge mig ind i fase 3. Jeg holder op med at markere mit åndedræt med "ind" og "ud". I stedet lader jeg blot min opmærksomhed hvile på den sitrende varme der breder sig. Den er ekstremt behagelig og når man afslutter sin meditation er man fuldstændig rolig og klar i sindet. Man hviler i en sindstilstand der er præget af at man ikke ønsker sig noget andet af øjeblikket, end det der sker.

 

Get Firefox! Valid HTML 4.01! Valid CSS!